”Vi har haft vores islænder Sibba i næsten et år. Hun er 12 år og har lidt voldsomt af sommereksem, så derfor har hun gået med eksemdækken, og vi har prøvet forskellige salver. Hendes pels ser snusket ud, og rent ridemæssigt har hun svært ved at adskille gangarterne, og hun kan ikke tølte. Hun går meget for sig selv, selv om hun har flere foldkammerater.


I august sidste år var vi til et foredrag af Lilian Jeppesen, hvor hun fortalte om Equine Touch. Sibbas sommereksem var med åbne sår, trods dækkenet og salverne, så vi besluttede os for at prøve Equine Touch i et desperat håb om at dét måske ville kunne hjælpe Sibba.


Lilian havde før haft positive oplevelser med Equine Touchs virkning mod sommereksem og syntes derfor, at vi skulle lade være med at lægge dækken på Sibba, trods de åbne sår, og at vi var midt i mittesæsonen. Det var vi temmelig skeptiske overfor, men regnede med at Lilian vidste, hvad hun snakkede om. Så fra første dag Lilian var her, var det slut med dækken og salver.


Sibba stod musestille, imens Lilian arbejdede på hende, og indimellem gumlede og smaskede hun, øjnene faldt helt i og hun gabte mange gange og tog dybe indåndinger. Det var meget spændende at følge. I første omgang blev vi enige om, at Sibba skulle have tre ET-sessions, og så kunne vi tage videre stilling derfra afhængig af, hvordan vi syntes det gik.


Efter Lilians besøg:


Det har været utroligt at se, at Sibba har kunnet stå så stille og afslappet under alle sessioner, og helt forbløffende at se, hvor meget eksem’en er svundet fra gang til gang uden brug af andre hjælpemidler end Equine Touch. Vi bestilte yderligere to sessioner, hvorefter eksem’en faktisk var væk. Derudover er hendes pels blevet mere glansfuld, hun er blevet mere social med sine foldkammerater, og hun er blevet meget bedre til at adskille gangarterne.”

Ole Hulmose, ejer af Sibba.


8. juli 2014